Østre Kapel i Sydhavnen – ny opgave vundet!
Østre Kapel i Sydhavnen – ny opgave vundet!
Mikkelsen Arkitekter skal som totalrådgiver, sammen med VITA Ingeniører og Zoffmannholm Landskabsarkitekter, stå for transformationen af Østre Kapel på Vestre Kirkegård i Københavns Sydhavn.
Kapellet skal omdannes til et moderne teater- og kulturhus, være med til at styrke kulturen i bydelen og blive et nyt samlingssted for området og kirkegårdens besøgende. Målet er at skabe et teater- og kulturhus, der fremstår åbent og inviterende i både dag- og aftentimerne, under hensyntagen til, at Vestre Kirkegård samtidig er en aktiv begravelsesplads, som kræver rum til fordybelse og eftertanke.
I dag huser den uisolerede og nedslidte bygning Sydhavns Teater i sommermånederne, men Østre Kapel vil fremadrettet blive et kulturelt fyrtårn hele året, med forestillinger, kulturoplevelser og sociale events.
Østre Kapel på Vestre Kirkegård er fra 1913, og er tegnet af København Kommunes daværende kirkegårdsarkitekt, Holger Jacobsen. Han stod bl.a. også bag Det Kongelige Teaters scene ’Stærekassen’. Bygningen Østre Kapel er en del af Københavns rige bygningshistorik og Mikkelsen Arkitekter er begejstrede for denne mulighed for at bevare og transformere en smuk del af den danske kulturarv.
Mikkelsen Arkitekter er stærkt optaget af transformation for derved både at sikre et meget lavt klimaftryk for vores bygninger og bringe vores fælles kulturarv ind i en ny fremtid. Opgaven vil have stor vægt på bæredygtighed med fokus på genanvendelse og upcycling af materialer.
Projektet er finansieret både kommunalt, samt af A.P. Møller Fonden og Lokale og Anlægsfonden.