Egedal Rådhus og Sundhedscenter, Konkurrence
Egedal Rådhus og Sundhedscenter, Konkurrence
Projekt
Egedal Rådhus og Sundhedscenter
Bygherre
Egedal Kommune
Areal
13.500 m2
Status
Konkurrence
Arkitekt
MIKKELSEN ARKITEKTER AS
Ingeniør
Grontmij
Forslaget tager udgangspunkt i lokalplanens intentioner om at skabe en ny by med veldefinerede overgange og rum. Den nye bydel er struktureret omkring et centralt gadeforløb, der skaber forbindelse til stationen og den eksisterende by. I det centrale krydsningspunkt, og lige der hvor hovedgaden knækker, ligger Rådhuset.
Rådhuset og Sundhedscenteret beskrives i en varieret urban struktur med et tydeligt omdrejningspunkt – et særligt volumen: Rådhuset. Ligeledes defineres et af byens vigtigste byrum: Rådhuspladsen. Rådhuset og sundhedscenteret er placeret ved byens vigtigste krydsningspunkt og optager/forholder sig til byens varierede strukturer og retninger. Rådhusets volumen skaber med sine konkave facader klare rumlige identiteter og byrum.
Det nye Rådhus og Sundhedscenter bidrager med sin placering og udformning til at fremhæve dette område i byen som et særligt sted: byens hus og byens plads. Facaderne er udformet i et system af vertikale flader, der med varierende geometri, bevægelighed og grader af transparens vil forstærke bygningens spektakulære karakter.
Der er tilstræbt optimale dagslysforhold til arbejdspladserne gennem en kombination af faste og bevægelige elementer i facaden, der dels reflekterer og filtrerer dagslys ind til arbejdspladserne – og dels solafskærmer for lave og generende solvinkler. Bygningens varierende behov for afskærmning, indblik og udkik, vil over døgnet og året skabe et aktivt, varieret og synligt bæredygtigt facadeudtryk.
Den skulpturelle formmæssige fremtræden, sikrer at Rådhuset fremstår markant og synligt i en ellers formel urban struktur, ligesåvel som facadens skiftende udtryk understøtter en oplevelse af en levende og aktiv bygning. Ved punktvis at hæve facaden understreges ankomstområdet mod gaden.
Materialemæssigt ønsker vi at facaderne på en gang kommunikerer robusthed, karakter, raffinement og en grøn, bæredygtig ansvarlighed. Facaden er udført i en kombination af lys natursten, hvid beton, og perforerede aluminiums elementer i gyldne og varme toner.
Lignende projekter